PDF på hjemmesider

PDF filer på hjemmesider – det er både godt og skidt. Desværre bruger hovedparten af danske virksomheder PDF helt forkert i forhold til søgemaskineoptimering og brugervenlighed. Og det koster både synlighed og konverteringer – især konverteringer. PDF formatet er genialt, og som med de fleste andre genialiteter i denne verden kan det være et tveægget sværd, der kan skære mere i egne fingre end i markedet. Jeg har her samlet lidt fif til, hvordan du kan vende PDF til at arbejde positivt for dig.

De seneste uger har jeg haft nogle hele og halve dage hos store danske virksomheder med relativt store og komplekse hjemmesider – den ene af dem med en ret stor webshop tilkoblet. Det har været gode dage i selskab med herlige mennesker, der har opdaget mulighederne på nettet anno 2008. Til gengæld havde ingen af dem opdaget, at de – i et enkelt tilfælde – over 1.000 PDF filer på deres hjemmeside er “dødsfælder” set med både usability- og søgemaskineøjne. Og det er baggrunden for, at jeg lige skribler lidt om det her.

PDF filer er ofte blindgyder

Google er gode til at crawle, indeksere og ranke PDF filer (og Word og Excel). Det er jo umiddelbart meget godt, men faktisk kan det være en rigtig skidt ting! En PDF fil er ofte genereret på baggrund af en brochure eller et løsblad, der er fremstillet til tryk/print. Altså til et offline medie. Der er ingen hyperlinks og ingen menu – det ville jo se lidt tumpet ud i en brochure. Til gengæld er der tit masser af tekst, og det kan Google jo godt lide.

Hvis du nu har sådan en brochure på f.eks. solcelledrevne kaffemaskiner i PDF format på din hjemmeside, vil du selvfølgelig gerne have folk til at læse den. Du linker derfor til den på din hjemmeside, og monsieur Googlebot kommer forbi, følger linket, crawler PDF’en og render hjem til Mountain View og sladrer. Her kan Google se, at din PDF indeholder meget mere information om solcelledrevne kaffemaskiner end nogen af siderne på din hjemmeside. Altså må PDF’en være det bedste bud at placere i søgeresultaterne.

Nu er du da med på side 1 i Google – men med din PDF. Og den er fuld af billeder og tekst, men ingen af billederne er klikbare med et link direkte ind på din webshop og indkøbskurven. Faktisk er der slet ikke links i din PDF til din hjemmeside, så nu kan jeg sidde og savle over dine solcelledrevne kaffemaskiner uden en kinamands chance for at lægge den i kurven. Surt, ikke? Men virkelighed for vel 99% af landets online PDF filer…

Gør din PDF aktiv og sælgende

Din PDF kan agere som en hvilken som helst anden side på en hjemmeside – med klikbare billeder, “læg i kurv” og hele svineriet. Det kan enhver brochuresmed fikse i Acrobat Professionel på et øjeblik, og kan han/hun ikke det, er det på tide at skifte brochuresmed!

Jeg fik lokket en af mine kunder på den galej for 3-4 måneder siden. De udgiver hver tredje uge et nyt katalog som PDF på deres hjemmeside. Indtil for nylig som en blindgyde. Men nu er deres PDF gjort aktiv med “læg i kurv” på hvert produkt og alt det der. Foreløbig har det betydet en mærkbar stigning i konverteringsraten og en stigning i salget på godt 20%.

Du kan også slå dine PDF ihjel

Du kan også vælge at have alt dit indhold i din normale struktur – altså undgå PDF helt. Det er en god løsning, men den fjerner selvfølgelig nogle af de muligheder, PDF giver for at levere virkeligt flotte og printegnede sider, der ikke fylder noget videre. Spørg lige dig selv, om der er en reel grund til at have indholdet i en PDF i stedet for på en almindelig side? Er der, skal du gøre det, når bare du gør det rigtigt.

Brug af PDF som printvenlige sider

Du kan også bruge PDF til printvenlige sider, og det er faktisk en fin ide. Men du SKAL sørge for, at PDF filerne er effektivt sikret mod crawl og indeksering, for ellers får du duplicate content problemer. Gør det helst med din robots.txt fil. Du kan også bruge et nofollow på linket til PDF’en, men det garanterer jo ikke, at andre ikke linker til den.

Pressemeddelelser som PDF

Mange virksomheder bringer deres pressemeddelelser som almindelig tekst på deres hjemmesider – og som PDF som en ekstra service. Fint nok – men igen skal der lukkes effektivt af for søgemaskinerne.

Adgang forbudt til PDF

Medmindre du har aktive, klikbare PDF med nem adgang til at komme videre på selve din hjemmeside, skal du som udgangspunkt sikre, at dine PDF filer er lukket land for søgemaskinerne. Det er dødhamrende frustrerende at se, at en PDF fil har over 300 unikke besøgende om dagen og ikke én henvendelse via den. Sørg for, at det, du vil ses med i søgemaskinerne, ligger som HTML – medmindre du har labre PDF’er, der opfører sig som en hjemmeside.

Sjov med PDF filer

Som rosinen i pølseenden vil jeg lige give dig en sjov historie, jeg havde sammen med en kunde for et par år siden: Min kunde havde en PDF med en omfattende brugervejledning liggende på sin hjemmeside. Vi konstaterede en ret stor trafik til den, og trafikken kom fra en konkurrerende virksomheds hjemmeside. Det viste sig, at banditterne tilbød deres gæster at downloade en manual, og den hentede de hos min kunde.

Min kunde var mest til sinds at lave ballade over det, men jeg fik ham til at gøre noget andet: Vi omdøbte den eksisterende PDF og dens tilhørende links på min kundes hjemmeside. Så lavede vi en ny PDF, som vi gav samme navn som den gamle – så det nu var den, konkurrenten hotlinkede til. I den PDF promoverede vi min kunde ret kraftigt – og gav en introduktionsrabat på nogle bestemte køb. Min kunde fik gennem næsten et år mellem 3 og 8 ordrer om ugen via den PDF, før konkurrenten opdagede, hvad der foregik. Og han kunne jo ikke klage, for det var ham, der stjal indhold fra min kundes hjemmeside. Det var lidt sjovt.

Konklusion: PDF er godt, hvis du bruger det rigtigt – og decideret skadeligt, hvis du hører til det flertal, der bruger det forkert. Men det gør du ikke, vel?

Rosenstand out!

Få et opkald fra Thomas Rosenstand - Så er du på vej til den ultimative SEO løsning!

27 kommentarer til “PDF på hjemmesider”

  1. Rigtig godt emne du har taget op her, Rosenstand.
    Og jeg har lige en lille bøn, til dem der bruger PDF’er på deres hjemmeside. Hvis i laver et link til en PDF, så lav lige en notits ved siden af linket, om at man er på vej til at åbne en PDF fil. Det kan være ret frustrerende at få trykket på sådan et link, hvis det ikke lige var det man havde brug for.

  2. Herligt. PDF’er som en del af Universal Search. Rigtig god gennemgang og forslag til anvendelse.

  3. Smadder godt indlæg – den er lige i skabet … kunne du ikke lægge det ud som pdf-fil? 🙂

    Spøg til side – du sætter fingeren på noget meget væsentligt og jeg skynder at sende dit link til et par stykker som jeg tror kan få noget ud af det.

  4. Det er den type indlæg jeg elsker mest 🙂 lækkert

    (pdf udelukkes i robots.txt med “Disallow *.pdf” – bare lige en service oplysning til dem der er i tvivl 🙂 )

  5. Hej Riisager
    Dejligt at kunne please dig! Og tak for serviceinfo – det burde jeg nok have skrevet. Kan hænde man skal kigge lidt på en artikel om robots.txt en dag?

  6. Kim Andersen

    Rigtig godt indlæg Tomas.

    Du kommer omkring rigtig meget, og der er mange gode tips i artiklen, som man måske ikke lige var opmærksom på tidligere. Så thumbs up herfra også 😀

  7. Hæ – er vild med det nummer, I lavede. Det var en langt bedre løsning end at gå efter at lave ballade. Han skulle bare vide, hvor mange kunder han har smidt overbords på den konto (altså konkurrenten)

  8. Super artikel Thomas og god ide med et indlæg omkring robots.txt. Jeg tror der er rigtig mange der ikke benytter den mulighed og en af grundene er helt sikkert at de er i tvivl om hvordan man gør. Så sådan et indlæg vil helt sikkert kunne hjælpe mange.

  9. Jeg er fan af PDF, når det bruges korrekt. Og det vil efter min mening ikke sige at de anvendes som erstatning for en hjemmeside. Hvis jeg laver en søgning på Google og nogle af resultaterne er PDF.dokumenter, så rangerer de automatisk lavere hos mig, uanset hvor langt oppe de er hos Google. Når jeg surfer rundt på www, er det for at se hjemmesider, og det kan en nok så fancy PDF, med links og andet lir ikke erstatte! En PDF-il kræver at jeg åbner et ekstra program, og det er jeg ikke nødvendigvis interesseret i.

    Jeg har det helt fint med at jeg kan få lov til at hente en brochure om en kaffemaskine som PDF, men jeg forveneter at jeg kan finde nogenlunde den samme info på en hjemmeside.

  10. Ja, det har du ret i. Personligt ville jeg nok bare foretrække at man lod være med at lade sine pdf-kataloger indeksere, og så laver ordentlig hjemmesider med det info som folk har brug for 🙂

  11. Daniel Nielsen

    Kanont emne du har oppe og vende der. Jeg har det lidt som Søren at jeg holder mig fra PDF’er på web hvis jeg kan komme udenom, synes bare adobe reader er blevet så langsomt. Det er et must at der lige nævnes der linkes til en PDF, når man gør det. Fint til manualer, vejledninger etc. men så er det også det for mig.

    Kan godt li’ det sidste stunt med at vende situationen på hovedet, og udnøtte det, frem for at skabe ballade. Samme princip som hvis folk bruger billeder fra ens hjemmeside, og man så en dag ændre billedet *fløjter* 🙂

  12. Frank Hellerup Madsen

    Den med det hotlinkede katalog er altså god værkstedshumor. Endnu bedre end at få backlinks fra konkurrenter må være at få serveret kunder direkte 🙂

  13. Jeg har faktisk haft meget sjov ud af folk, der stjæler billeder. Sidste år til jul var der en gut, der hotlinkede til et billede her på bloggen af nogle pengesedler og brugte billedet i en online ønskeseddel. Jeg udskiftede billedet til et usædvanligt frastødende og upassende billede, der involverede kønsdele etc. Det havde han så på sin ønskeseddel i næsten tre uger, før han opdagede det. Eller måske var det hans moster Oda, der opdagede det? 🙂

  14. Jesper Jørgensen

    Super indlæg Thomas, og godt lir med det hotlink. Værd at bemærke at de der forlader sig på Google Analytics aldrig ville have opdaget trafikken til sådan en PDF.

    Mvh Jesper

  15. Jesper Jørgensen

    …medmindre man tagger linket med _trackPageview(). Men er der nemmere måder at gøre det på?

  16. @Jesper Jørgensen – det er da også nemt og gør da bestemt dit ord “aldrig” decideret upassende i din forrige kommentar 😉

    Man ska’ aldrig sige aldrig, og man skal passe på med at nedgøre Google Analytics 😉

  17. Jesper Jørgensen

    Formuleringen var ikke den bedste det erkender jeg. Er i øvrigt tilfreds bruger af Analytics, så det var skam ikke for et nedgøre det.

    Jeg gir en kvajebajer næste gang…

    Mvh Jesper

  18. Det går nok, Jesper. Du har jo lidt ret, idet GA ikke vil opdage det, hvis andre linker til din pdf-fil. Men i sådan et tilfælde skal man jo ha’ fingre i noget server-software alligevel.

  19. En anden måde at bruge PDF på interaktivt er med en online brochure eller også kaldet “bladrekatalog”. Her kan man lave produkter eller tekster klikbare og sende folk direkte ind i en webshop til direkte varer mv. og dermed lave kort vej til en call-to-action.

    Mvh. Thomas, Dotpapers.com

    1. Hej Thomas

      Men bliver jeres PDF ikke indekseret da? Hvordan sikrer I jer mod duplicate content, hvis jeres brugere har samme tekster på deres site og i PDF’erne?

    2. Kan se det er et gammelt indlæg, men vil alligevel lige give mit besyv med 🙂

      Det firma jeg er ansat ved bruger Paperturn (paperturn.com/da) til at lave vores reklamebrochurer. Paperturns program er let at bruge, og vi er meget tilfredse med, hvordan de forvandler standard PDF-filer til flotte bladrekataloger. Det eneste man skal gøre er at lave en PDF-fil, uploade den og så har man et online bladrekatalog.
      En ekstra fordel ved Paperturn er, at vi kan indsætte links til vores hjemmeside i brochuren, så vores kunder bare skal klikke på det produkt, de er interesserede i, og så bliver de ført direkte til vores webshop. Vi har ydermere haft gavn af at kunne sætte Google Analytics tracking på vores reklamebrochurer, så vi på den måde kan følge med i, hvor mange personer der ser vores kataloger, og hvor lang tid de bruger på at kigge dem igennem.

      1. Thomas Rosenstand

        Hej
        Absolut! Det kan have masser af fordele, når det er brugt rigtigt som for eksempel med paperturn. Blot er det vigtigt at sikre, at man IKKE har samme tekst på både PDF og i HTML uden at noindexe én af dem.

  20. Gita Street

    Når der er mulighed for at bruge .htaccess, er der jo også mulighed for at sætte noindex på pdf-filerne vha X-Robots-Tag HTTP header.

    Det gøres ved at lægge en .htaccess-fil i den mappe med indhold, der ikke skal indekseres. Jeg bruger normalt en af disse:

    Forhindrer alt i mappen i indeksering:
    Header set X-Robots-Tag “noindex, follow”

    Forhindrer valgte filtyper i mappen i indeksering:

    Header set X-Robots-Tag “noindex, follow”

    Men pas endelig på med ikke at få den kode lagt i mapper, hvor noget skulle have været indekseret.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

36 98 71 40 (dansk takst)

Vi har åbent mandag til fredag fra 14:00 til 23:00 dansk tid på telefonen.

Du kan skrive en e-mail, når det passer dig - vi svarer lynhurtigt!

Overvej vores nyhedsbrev - vi sender SEO tips hver anden mandag!

SEO-LEX 24

Vil du lære SEO - så køb min bog, fyldt med alle mine erfaringer fra snart 25 år i branchen. Så god, at den aldrig har været gratis - og så god, at den stadig er den bedste efter hver årlig opdatering.

  • 521 sider SEO e-bog  – 120 minutters videoer
  • Kendt som "Biblen om SEO"
  • Nyeste udgave: 12. december 2023

Concept Interest er i dag en del af TCON Services, LLC med hjemsted i Florida, USA

Scroll to Top