En af de største udfordringer i søgemaskineoptimering er opbygning af effektive søgeord og søgesætninger – og en af de mest forsømte. Humlen i at have en effektiv placering i søgeresultaterne er kendskab til, hvad de potentielle kunder kan finde på at skrive i søgefeltet. Og det er langt fra altid de ord, der virker mest oplagte. Kobler vi så søgeordene sammen med, hvad der konverterer, bliver det endnu snævrere. Derfor er gode værktøjer en forudsætning, men på dansk findes der ikke noget, der er rigtig godt. Eller rettere: Der findes ét værktøj, der virkelig dur, og det kan købes for under 20 kroner!
Verdens nemmeste søgeordsanalyse
Der findes selvfølgelig en række services på nettet, der kan afsløre en smule. De færreste af dem er noget bevendt til det lille danske sprog. Derfor benytter vi ofte et offline værktøj, der ikke kræver nogen særlig uddannelse eller specialviden.
Værktøjet er baseret på den indiskutabelt mest valide kilde til information, og det er dialogbaseret.
Brug en blok og en kuglepen – du får ikke bedre søgeordsværktøj!
Vi giver dig her den detaljerede opskrift på, hvordan du på kort tid kan blive en hel del klogere på, hvad du skal satse på, når du skal have udført søgemaskineoptimering:
- Tæl hvor mange medarbejdere i virksomheden der taler med kunder og potentielle kunder
- Skriv antallet ned
- Bestil en papirblok og en kuglepen til hver af disse medarbejdere
- Instruer dem i at skrive hvert eneste ord og betegnelse ned, som kunder og kundeemner benytter om jeres produkter og services i en 14 dages periode. Forklar dem, at de gerne må få udleveret mere end én blok, hvis den første bliver fyldt, inden perioden er slut
- Sæt en systematisk medarbejder til at samle og gruppere alle de mange ord og sætninger i et regneark
- Giv regnearket til din SEO pusher og få dobbelt udbytte af din investering i søgemaskineoptimering
Du skal høre, hvad jeg mener – ikke hvad jeg siger
Ovenstående lyder næsten for simpelt, ikke? Det er det bare ikke! Du gør dig ingen forestilling om, hvor vanvittigt mange ord det kan blive til. Tag som eksempel en klassiker: VVS folk bruger armaturer – ikke vandhaner. Men alle vi almindelige dødelige bruger altså vandhaner, og det er vandhaner, vi søger efter i Google. Lad være med bare at sælge boremaskiner – sælg huller i væggen!
Ofte er de stærkt generiske søgeord dem, der konkurreres om – og som regel har de den dårligste konvertering. Lad os slå fast, at du er mere i købemode, hvis du søger efter “brugte Toyotaer på gule plader”, end hvis du søger efter “biler”. Alle vil gerne ligge øverst på søgeordet “biler”, men det er ham, der snupper de stærkt relevante longtail, der sælger. Han får mindre trafik – meget mindre – men han får større salg.
Skal du så kun gå efter longtail?
Nej da – men du skal vurdere, om prestigeplaceringer og trafik er mere værd end hardcore salg. Og prioritere indsatsen efter den vurdering. Så kan du altid droppe lidt af den såkaldte SEO-bait, så dine konkurrenter får noget at løbe efter. Så kan de bruge tiden på det, mens du tjener penge på dine longtail. Og tro mig: De hopper på maddingen gang på gang 😉
Den korte version: LYT efter, hvad dine kunder og kundeemner kalder det, du sælger. Og tag ved lære af det. Brug de ord – også når de er fagligt helt ude i skoven. Det kan da godt være, de andre i din branche griner, hvis du har en god tekst om et produkt, hvor du bruger en populistisk betegnelse frem for den fagligt korrekte. Lad dem grine – så opdager de ikke, når du smutter i banken med de mange penge, du har tjent på dine “skøre ord”.
Lad mig høre, når du har gennemført øvelsen – eller hvis du allerede har gjort det. Til inspiration: Jeg lavede det stunt med en kunde sidste efterår. På 14 dage fik vi – efter sortering – godt 120 nye ord og sætninger at arbejde med. De fleste af dem konverterer mellem 2 og 6 gange bedre end de ord, vi arbejdede med inden øvelsen.
Rosenstand out!
…hvis man er glad for det der internet-noget, kan man også prøve at lege med online versionen af blok/kuglepen-løsningen: http://www.seedkeywords.com/
– her kan du oprette forskellige scenarier/case-spørgsmål, som du slipper din målgruppe løs på. Har ikke selv prøvet det endnu, men det virker meget fikst 🙂
Hej Pål
Jo – men den og dens pendanter har én stor svaghed: Det er konstruerede situationer. Der er som hovedregel ret stor forskel på, hvad mennesker gør “hjulpet” og “uhjulpet”. I et skabt scenarie vil de tænke – og de vil gøre, hvad de kan for at gøre det så godt som muligt. I den onde virkelighed kalder de bare tingene det, de nu plejer – og som falder dem ind.
Jeg vil ikke sige, det ikke dur, men jeg vil påstå, at det er to vidt forskellige scenarier.
Som altid en god gennemgang – og inspiration.
Det vil helt klart give flere søgeord. Men, som du selv skriver, så hænger virksomheder tit fast i ekstremt faglige ord – ord som målgruppen måske slet ikke kender.
I stedet for at sætte medarbejdere til at finde søgeord, kunne man så forestille sig, at sætte målgruppen i gang i stedet? Det er langt mere besværligt – de er jo ikke på lønningslisten – men resultat er nok det værd.
Er det ikke også lidt det der ligger i dit eksempel på armatur og vandhaner eksempel?
Nu slår det mig – det er måske det du mener de ansatte skal gøre? Tale med slutbrugerne?
Nå, men som altid – tak for at de små grå kommer i svingninger…..
Du har en pointe der – og dette er jo også et ganske glimrende eksempel på at alle problemer kan løses via intervention med IT. …for ikke at tabe helt ansigt, vover jeg dog at foreslå en kombination af de to løsninger vi har på banen: Den grundlæggende afsøgning gøres lavteknologisk, men Seed(og andre løsninger) kan bruges som redskaber til punktnedslag/validering.
Hej Potter og Pål
Potter: Du når jo glimrende frem til facit ved egen hjælp, kan jeg se 😉
Pål: Der skal lidt mere til, før du taber ansigt! Jo, en glimrende ide at kombinere de to metoder – og i øvrigt altid at udvikle metoderne til at finde guldordene.
Hvis man har kunder der ikke taler med kunder hele dagen lang… webshops… er det en god ide at se hvad der skrives i de mails der kommer fra kunder…
ja den var helt for free 🙂
Jo – den ku’ nok heller ikke koste så meget… 😉
De fleste webshops har jo også telefontid. Hvis de ikke har, lever de alligevel ikke så længe, at det kan betale sig at sætte ressourcer ind på SEO…
Hej
Nu er jeg helt grøn på SEO området, men kan man ikke bruge de oplysninger, som fremgår via google analytics?
Jeg har en web-shop, hvor af der også kan ses hvad kunderne bruger af søgeord og hvor jeg ligger på google, er det ikke også bruge bart.
mvh. Søren
Hej Søren
Velkommen til!
Nej – ikke rigtigt. Husk, at dataene fra din Google Analytics jo kun viser dig de søgeord, der har givet besøg på din hjemmeside – og ikke de søgeord, der ikke har. Data fra Analytics er et udmærket supplement, men de kan ikke alene danne grundlaget. Hvis du f.eks. ikke er synlig på “lysegrønne alarmer”, får du heller ingen besøg via det søgeord – og dermed aner du ikke, at nogen kan finde på at søge efter “lysegrønne alarmer”.
Hvis man har en søgefunktion på hjemmesiden, så kan man også komme pænt langt ved at registrere og gennemgå de ord, som de kunder, man allerede har fanget, søger på.
I vores garnbutik er der f.eks. søgeord som “Pippi Langstrømpe”, “gravhund” og “tøpper”.
Disse ord er nok mest relevante for Adwords, da jeg ikke nødvendigvis kan finde på noget fornuftigt at skrive med disse ord.
Men der er i hvert fald ingen af disse ord, som ellers indgår i vores søgeordsstrategi, og at vinde “garn” og “strik” er næsten umuligt, selvom vi overraskende nok fik nemt ved at ligge højt på ordet “garnbutik”.
Og det kan jo nemt tænkes, at andre brugere, der ikke finder vores butik, benytter samme søgeord og stavefejl.
Og så er det godt at bruge udelukkelsesfunktionen i Adwords også. Der er f.eks. mange spilfreaks, der søger på “counter strik”, og vi gider ikke rigtigt at betale Adwords-klik for dem – de strikker nok ikke alverden alligevel. 😉
Men de ord, som man får registreret i sin database fra sidens egen søgeordsfunktion kan også give en et hint om, hvilke varer man måske bør satse på.
@johnny..
Jeg tror ikke der er så mange “spil-freaks”, som klikker på dine garn adwords, når de søger på ‘counter strik’.. 😀
Jeg er igang med en optimering af de store, og det ser ud til at de lange links, og mere præcise søgetermer helt klart har betydning for sidens placering på Google og andre steder.
Godt indlæg
@Ejvind:
Hvad mener du med LANGE links?
Præcise søgetermer tror jeg du har helt ret i – og ikke mindst op til 3-4 ord nu!
Hej Kristina,
Jeg er faktisk ikke sikker på hvad jeg mente i marts 🙂 Men som jeg ser det idag, så er det super vigtigt at have en overskuelig struktur, der afspejles på sider, i menuer og på serveren. Disse strukturer skal afspejles i linkteksten både den der kan læses på siden, og den der faktisk peges på. Med hensyn til ordene, så er det afhængigt af branche, men som regel er det oftere 2-3 ord end 1-2 ord. Og enddag nogle gange over 4 ord, hvilket er nærmest umuligt at lave sider og SEO til 🙂
Hej Thomas;
Vi har købt din bog SEO lex og Adwords Lex.
AdWords Lex alene gav en return on investment for begge produkter på under en måned – så det har vi været glade for!
Jeg undrer mig over hvorfor det søgeordsværktøj der fremgår i din video er langt mere komplekst end det jeg benytter.
Jeg har prøvet at skrive den URL ind, som fremgår i videon, men det ser stadig meget anderledes ud.
Ved du hvordan dette kan være
Hej Holger
Tak skal du have – det er godt at høre, at AdWords-LEX tjente sig hjem hurtigt. Da bøgerne blev skrevet, var søgeordsværktøjet det, du ser i videoerne. Siden har Google ændret det til en nyere og faktisk ikke nær så god version (synes jeg). Du kan det samme i det nye søgeordsværktøj, men det ser bare lidt anderledes ud.
Det er slet ikke så dumt at gennemgå, jeg har desværre et par gange måtte skifte mit søgeord, da jeg først fandt ud af konkurrence og konverteringen var latterlig (umulig og ikke besværet værd), også kom jeg på side 1 på et ikke så ofte brugt søgeord, hvilket er fint nok, og nu har jeg ændret nogle ting på min side, som jeg så håber google snart får opsnappet så det kan komme med i toppen.
Har faktisk lige fundet et nyt ord som har 6600 månedlige søgninger, og konkurrencen ser ikke vanvittig ud, men det kan selvfølgelig være den gør det når jeg først kommer i gang med optimeringen.
Hej Thomas;
Tak for dit feedback. Vi ser frem til at hyre dig som konsulent, når vi er kommet så langt som SEO-lex + sund fornuft kan bringe os! Vi har et omfattende stykke arbejde foran os 🙂
Velbekomme Holger. Husk at booke i god tid – vi er som regel et par måneder fremme for nye opgaver.
Hej Thomas
Ved du om der findes et søgeordsværktøj der kan finde de ord (også selvom de er mange) som der søges på lige nu ? Dvs. hvor man ikke på forhånd skal skrive ordene ind – men simpelthen kan spørge Google? hvad der bliver søgt på lige nu – eller i et bestemt tidsinterval ? Jeg tror det ikke selv, men tænkte at Google værktøjer (et af dem) kunne tveakes til at udføre dette stykke arbejde. ??
Og så lige et andet spg. som jeg håber at du også har tid/lyst til at besvare:
I et andet indlæg skrev du at man ikke skulle tilmelde sig søgemaskinerne (Google, Yahoo, Bing) – men at det faktisk kunne skade ! Jeg troede det var vejen frem hvis man hurtigt ville optræde i søgemaskinerne med eks. nyt indhold, ændret indhold, nyt domæne osv. ??? Søgemaskinerne har og også selv en submit side.
Hilsen, Claus
Hej Claus
Nej – det værktøj findes ikke. Det tætteste er nok Insights – men det er jo heller ikke det, du efterspørger.
Ja – tilmelding via diverse søgemaskiners formularer er den absolut ringeste metode. Og hvorfor gøre det, når et link kan gøre samme opgave på minutter eller timer? Bruger du tilmeldingssiderne, kommer du i en kø – det gør du ikke, hvis du blot får links. Men hvis tidsfaktoren er ligegyldig, og det ingen betydning har, om en ny side/nyt domæne crawles inden for få minutter eller i løbet af en uge eller mere, er det sikkert fint at bruge tilmeldingsformularerne. Jeg fraråder det bare på det kraftigste (ligesom alle mine kolleger over hele verden gør det).
Jeg bliver klogere synes jeg, men hvis man skal designe en side for en kunde. Hvad er så den bedste måde at finde de alternative søgeord ?
Hej Lone
Værsågod: https://www.concept-i.dk/blog/sogeordsanalyse-med-storybase.html