Bliv en god SEO kunde

God SEO-kunde

Det kan synes uendeligt arrogant at skrive et indlæg om, hvordan den bedste kunde er, ikke? Det er det bare ikke! Det er tværtimod et ganske ydmygt indlæg, der alene har til formål at give dig, der køber eller skal købe SEO og online marketing, en indsigt i, hvad der gør verden nemmere for den eller de, der skal arbejde med dine opgaver. Og når deres verden bliver nemmere, får du bedre resultater – hvilket igen virker positivt på din SEO leverandør, for vi er alle fikserede på, at du får de bedst tænkelige resultater. Det lever vi nemlig af – i hvert fald de af os, der beholder samme firma, firmanavn etc. i årtier.

Hvad kan du lære her?

Se – her bliver det lidt triggy allerede, for hvem er jeg at skulle bestemme, hvordan du skal være som min kunde? Det skal jeg så heller ikke, men jeg synes, jeg vil dele nogle af de erfaringer, jeg har sparet op gennem snart 18 år med SEO- og konsulentarbejde med dig. Du kan så vælge at grine lidt, tage ved lære eller udfordre mig på det. Det er helt op til dig.

Jeg er jo kendt for at sige tingene ret ligeud, så det gør jeg også her. Hvis der er konkrete eksempler på noget, anonymiserer jeg tilpas til, at ingen bliver genkendt. Det handler ikke om at hænge nogen ud – men om at gøre tingene nemmere, så DU kan bruge din tid der, hvor den er bedst brugt.

Altså: Måske kan et råd eller to i denne artikel lede dig til at bruge dig selv og dine evner der, hvor du tjener mest på dem. Sker det, har vi alle vundet! Og lad os så komme i gang, ikke?

Hvem er den bedste webleverandør?

Når du har et samarbejde – aktivt eller passivt – med en SEO leverandør, skal du huske at spørge om råd, inden du kaster dig ud i noget dramatisk. Som eksempel vil jeg nævne kunden, der gennem 7 år har drevet en meget succesfuld webshop i et ret konkurrencepræget marked. For en cirka 3-4 år siden skulle han lige prøve kræfter med lidt billig linkbuilding ved siden af (uden at konferere med mig først). I løbet af et par måneder havde han mistet alle placeringer i de lande, hvor han drev sin virksomhed. Nu forestod et kæmpe oprydningsarbejde, som lykkedes – men som var tæt på at koste ham forretningen grundet det næsten fraværende salg.

Her er forklaringen på, hvorfor du skal spørge:

Han kom tilbage, og forretningen blomstrede. Alt var fryd og gammen – troede jeg. Den kære kunde var blevet lidt træt af sin shopplatform, hvorfor han entrerede med et firma, der er notorisk kendte for at lave det værste skrammel, koste langt over budget og basalt set være ude af stand til at stikke en pind i en bæ uden at ødelægge begge dele.

En dag fik jeg en mail fra kunden om, at han nu havde skiftet over til denne nye platform – og leveret af den berygtede leverandør. Nu ville han gerne lige have det hele kigget igennem. Jeg vidste godt, det var en katastrofe, for det er det altid, når den pågældende leverandør er involveret – og det slog heller ikke fejl her. Hele shoppen var ekstremt fejlbehæftet på et hav af felter relateret til SEO. Og den var online! I løbet af de første 48 timer røg kundens top 1, 2 og 3 placeringer på alt det vigtige, og her – snart to måneder senere – er de stadig ikke hjemme igen. Tabet for ham måles i et 6 cifret beløb.

Morale:

Lad være at foretage platformskifte, skift til https eller andre større ændringer uden at have din SEO mand med i hånden. Og tag ham med, INDEN du beslutter dig for noget som helst. Din SEO leverandør ved, hvem der kan levere dig noget godt – og hvem der ikke kan.

Når du nedlægger en URL

Det sker ofte, at du er nødt til at nedlægge en URL på din hjemmeside / shop – det kan der være mange gode grunde til. Det kan du også sagtens gøre, men du skal gøre det rigtigt! Det kan også være, du er nødt til at ændre adresse på en af dine vigtige sider (URLs), og igen er det noget, du sagtens kan gøre, hvis du altså bare gør det rigtigt.

Himlen falder (næsten) ned, hvis du gør det her:

I eksemplet her tager jeg afsæt i en webshop, der sælger en række produkter i en stærkt konkurrencepræget niche. Jeg har arbejdet med den pågældende kunde siden tidligt i 2013. Vi har fået kunden til at ligge i top 5 – fordelt på alle 5 pladser – på samtlige de konverterende ord og sætninger. Alle er glade – og faktisk kører det så godt, at vi ikke rigtig har noget arbejde for kunden i første halvdel af 2015, for det hele kører bare.

Så en dag får jeg pludselig en masse fejlmeldinger om døde links fra de sites, der linker til den pågældende kunde. Rigtig mange! Jeg tager et kig på sagen, og det viser sig, at kunden har flyttet lidt rundt på sin shop og dermed tildelt en række varegrupper nye URLs – og selvfølgelig uden at 301 redirecte.

Resultatet viste sig nærmest ed det samme i form af en omsætningsnedgang på 47%(!). Jeg nåede at fange ham, inden han nåede frem til at kontakte mig, og jeg garanterer, at hans røde ører kunne ses tydeligt via Skype. Vi fik sat 301 op på det hele, og en uges tid senere var han hjemme igen – med et tab på manglende salg af ret store dimensioner + en regning fra mig. Det kunne have været undgået med en 5 minutters konsultation INDEN han gik i gang med at flytte rundt – hvis han altså havde spurgt.

Morale:

Du må ikke nedlægge sider (URLs) og/eller ændre deres adresser, før du har sikret dig, at de bliver korrekt viderestillede via en 301 redirect. Er du det mindste i tvivl: Spørg din SEO mand!

Når du opretter produkter og sider

Hvis din SEO leverandør er noget værd, har du fået tudet ørerne fulde om vigtigheden af disse elementer:

  • Sidetitler skal være på over 30 tegn, være sælgende, have nøgleordet prominent placeret
  • Du må ikke have 2 eller flere ens sidetitler
  • Du skal have unik tekst på hver eneste URL – og hvis du ikke har det, skal du enten sætte “noindex” på eller henvise til en bedre kanonisk URL
  • Dine URLs skal være velintegrerede i din navigation – enkelte URLs må ikke “hænge ude på siden” som forældreløse og deun interne indgående links

Den slags kender du til bevidstløshed – og især hvis du er en af dem, der har fået udført en SEO analyse og rapport af os.

Alligevel ser vi ganske ofte, at der oprettes nye sider, produkter og produktgrupper, hvor man “lige glemmer” disse gyldne og ekstremt vigtige regler. Efter noget tid skal vi så på banen for at finde ud af, hvad der er galt. Det kunne undgås – og der kunne spares penge – hvis man i stedet bare gjorde det rigtigt fra starten. At du har fået udført en af vores analyser med der til hørende rapport og manual, og at du har gennemført rettelserne, betyder ikke, at du er fritaget for at overholde reglerne fremover 😉

Morale:

Sørg for, at du og alle, der arbejder med din hjemmeside, kender, forstår og benytter reglerne. Det sparer dig for en hulens masse bøvl, og du kommer også til at tjene flere penge hurtigere, når du gør det rigtigt første gang.

Spørg – men spørg smart

I driften af din shop / hjemmeside opstår der naturligt løbende spørgsmål og usikkerhed om det ene og andet. Det er helt naturligt, og hele moralen i dette indlæg er jo, at du skal spørge. Men gør dig selv og din SEO leverandør en tjeneste: Spørg smart!

Hvorfor betyder det noget, hvordan du spørger?

Nu skal jeg ikke kloge mig på, hvordan andre i min branches hverdag ser ud, men jeg møder hver morgen ind til en indbakke med mellem 40 og 60 emails. Dertil skal lægges dem, der kommer i løbet af min dag. Det er mange, og det tager tid at besvare dem, der skal besvares. Noget af det værste er, når der er 2-3-4 mails fra den samme person, der i disse flere mails stiller forskellige spørgsmål. Hver af dem skal jo besvares, og det skal for forståelsens skyld ske mail for mail – ellers ryger sammenhængen jo.

Når du har spørgsmål, er det smarteste at rangordne dem. Er det her noget, du har brug for svar på her og nu? Hvis det er: Send en mail eller ring.

Hvis det kan vente lidt: Saml dine spørgsmål i en mail og send den, når du vurderer, det er tid at få svar. Jo mere du kan samle i én mail – jo nemmere (og dermed billigere for dig) er det for din SEO leverandør at besvare dem.

Vær så præcis, du kan. Uanset hvor hyggeligt vi har det i vores samarbejde: Det støjer en hulens masse, hvis en mail med 2-3-4 spørgsmål indeholder en hulens masse snak om vejret, trangen til ferie etc. Misforstå mig ikke – jeg vil gerne hyggesnakke. Men hver ting til sin tid. Og helt ærligt: Er du sikker på, du har lyst til at købe min tid til at læse om en masse, der ingen relevans har for din forretning?

Lad mig hviske dig i øret, at jo mere præcis en mail med spørgsmål er, jo hurtigere svarer jeg – og jo kortere tid tager det at researche og finde svar. Og jo kortere tid = Jo mindre regning fra mig.

Morale:

Jo mere præcis og effektiv, du er i din kommunikation, jo mere valuta får du for dine penge. Gør hvad du kan for at samle dine spørgsmål i færre mails / færre telefonopkald.

Viden om SEO er magt

Hvis du er webkøbmand, er det vigtigt, at du holder dig opdateret på, hvad der sker med SEO og den slags. Jo mere du ved, jo færre faldgruber ryger du i – og jo bedre forretning kører du. Så’n er det!

Tid er altid en mangelvare, men hvis du selv kører din shop / hjemmeside, er tid til at holde sig opdateret en del af dit job. Omkostningerne ved at “kunne og ville selv” uden den nødvendige basalviden er store. MEGET store! Det kan jeg fortælle om i dagevis, men det har vi ikke tid til.

Nogle vælger at lade deres SEO leverandør køre med hele klatten – det gør vi også for nogle kunder. Men flertallet vil selv være med – heldigvis. Jeg skriver heldigvis, fordi der er bare ikke noget mere givende end at sparre med, hjælpe og samarbejde med en kunde, der har sat sig lidt ind i tingene. Det har mange via SEO-LEX, der på 10. år er Danmarks absolut mest populære og sælgende SEO bog. Med den bog læst og videokurset i den set, er du ualmindelig kvalificeret som webmaster og som køber af SEO på det niveau, hvor du ikke selv kan være med.

Morale:

Hold dig vidende om det basale – minimum. Deltag i en SEO konference årligt. Forvent ikke, at du kan være SEO ekspert, medmindre du gør det fuldtids – men ved at vide det basale, kan du skille skidt fra kanel og klare en del selv.

Nå – det blev jo et pænt langt indlæg. Der er sikkert meget mere, men lige her og nu er det, hvad jeg havde på hjerte. Mit mål med dette indlæg er ganske enkelt: Du skal have det bedst mulige ud af din tilstedeværelse på nettet, du skal være kvalificeret, og du skal vide, hvad du ikke ved. Klarer du det, kan du spare rigtig mange penge på brandslukning og den slags.

Nu er det din tur: Har jeg glemt noget vigtigt her? Har du egne eksempler på skrækhistorier?

Tak for din tid!

Rosenstand out!

Få et opkald fra Thomas Rosenstand - Så er du på vej til den ultimative SEO løsning!

11 kommentarer til “Bliv en god SEO kunde”

  1. Silas majgaard

    Super artikel – tak for det!

    Kan du uddybe den med de “fritsvævende urls” og hvilken konsekvens dette har?

  2. Silas: En “orphan” URL er en side, der er publiceret men ikke har nogen (eller måske kun et enkelt) internt indgående link.

    Konsekvensen er, at den slags URLs ikke kan ranke.

  3. Som altid velskrevet og informativt.

    Ud over alt det ovenstående er den gode seo kunde en der forstår at sætte mål sammen med leverandøren. Gode realistiske mål, som kan udmønte sig i KPIér, der løbende kan justeres. Alt for mange har ikke fundet et “tilfredshedspunkt”, hvilket gør det ugennemsigtigt for både kunden og levereandøren hvornår leverancen er i top.

    Ligeledes skal den gode kunde erkende at SEO ikke er et “one-hit-wonder”, men en strategi og en kanal der kræver et kontinuerligt stykke arbejde.

  4. Super god artikel.
    Specielt den del med spørgsmål, rammer mig rigtigt godt. Jeg kan godt sende en mail med et spørgsmål, og så 5 minutter senere komme i tanke om noget andet jeg glemte at spørge om.

  5. Tak skal du have, Morten. Jeg vil tro, den er relevant i rigtig mange brancher! Uden at overdrive render jeg i problemstillinger nævnt i artiklen mindst en gang ugentligt. Det er i sidste instans folks eget valg, men det irriterer mit professionelle tandkød 🙂

  6. Synes bestemt også dens relevans er stor i forhold til SEO.. Sjovt nok.. Men jeg er helt enig, som marketing administrator har jeg fx også arbejdet en del med AD Huc opgaver, og man glemmer tit at gøre det brugervenligt overfor kunderne, når man sidder og skal optimere siderne.
    Det er bare i bund og grund spørgsmålet om kvantitet og kvalitet.
    Super god artikel!

    http://www.daarbak.dk/?gclid=CMmnxJ6rxc4CFaLPcgodfi0DtA

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

36 98 71 40 (dansk takst)

Vi har åbent mandag til fredag fra 14:00 til 23:00 dansk tid på telefonen.

Du kan skrive en e-mail, når det passer dig - vi svarer lynhurtigt!

Overvej vores nyhedsbrev - vi sender SEO tips hver anden mandag!

SEO-LEX 24

Vil du lære SEO - så køb min bog, fyldt med alle mine erfaringer fra snart 25 år i branchen. Så god, at den aldrig har været gratis - og så god, at den stadig er den bedste efter hver årlig opdatering.

  • 521 sider SEO e-bog  – 120 minutters videoer
  • Kendt som "Biblen om SEO"
  • Nyeste udgave: 12. december 2023

Concept Interest er i dag en del af TCON Services, LLC med hjemsted i Florida, USA

Scroll to Top